18 unge bands fra hele Sjælland giver koncert 30.-31. marts i Ringsted og Korsør, når musikfestivalen Skru OP løber af stablen.
Så er årets deltagere til Skru OP fundet. I alt skal 18 unge bands fra hele Sjælland optræde på Springbrættet i Ringsted 30. marts og Kulturhuset Korsør 31. marts.
Deltagerne i Ringsted: Paludan, The Elephant Suit, Disco Needle, Rockrødderne, Skabende Musik, Wannabe, KompleX, Parterapi og The Hulleriks.
Deltagerne i Korsør: Radium Rock, Fluidum, PÖL, Mikkel Henriksen, Fri Lykke, Beluga Bloom, WOMB, Reborn as Malice, Blue Apartment
Fælles for alle de optrædende bands er, at de skriver deres egne sange, og at de har tilknytning til en af Region Sjællands musikskoler.
Bedømmes af professionelle musikere
Efter de to koncertaftenener, bliver der kåret tre vindere af et dommerpanel. Dommerne er Thomas Stengaard, sangskriver og producer, der bl.a. har arbejdet med navne som Dúne og Carpark North og som var med til at skrive Emmelie De Forest Eurovision-vinderhit ‘Only Teardrops’; Jakob Eilsø, sanger og musiker bl.a. i The White Album og Kristoffer Munck Mortensen, sanger og musiker i Mellemblond.
Vinderne modtager et talentudviklingsforløb med coaching af professionelle musikere hos Bandakademiet. Fokus i forløbet er på at styrke og udvikle kunstnernes materiale og musikalske udtryk. Vinderne kommer også til at optræde på Tapperiet i Køge 28. maj, de får tilbudt en koncert på Ringsted Festival, og de får en enkelt dags indspilning i Lejre Musikskoles lydstudie.
Skru OP har eksisteret siden 2012 og missionen med projektet er at styrke fødekæden for den rytmiske musik og de rytmiske talenter i Region Sjælland. Det sker ved at danne bro mellem unge bands, spillesteder og professionelle coaches i Bandakademiet samt ved at sætte sangskrivning og arbejdet med eget materiale på dagsordnen i musikskolerne.
Skru OP er arrangeret af musikskolerne i Region Sjælland i samarbejde med Bandakademiet.
Projektet bliver støttet af Region Sjælland.
Skru Op-koncerterne
Koncerterne finder sted på Springbrættet i Ringsted 30. marts og i Kulturhuset, Korsør 31. marts
Musik kl. 19, døre 18.40
Gratis entré