2010
IGNUG ▶︎
Udover hjælp til at styrke bandet musikalsk, har IGNUG fået support til den juridiske del af det at være et band, der snart udgiver sin egen musik og er på vej til at bryde igennem overfladen. Bandet vandt KarriereKanonen i 2010, men har eksisteret siden 2006. Når man er et band, bruger man ofte flere timer sammen, end man gør med familie, kærester og venner, så det er vigtigt at samarbejde, metoder og retningslinjer er synkroniseret. Disse processer har bandet også fået hjælp til. Medlemmerne i IGNUG opløste bandet i 2012 for at gøre plads til andre projekter. Siden har tre af medlemmerne startet bandet 3K / ThrKngs og medlem Thomas Hyllested er i dag ansat i DMF.
“Vi har med IGNUG oplevet nogle mennesker, der både forstod os, men samtidig var i stand til at skubbe til vores kunstneriske udvikling - særligt ved at parre os med de rette mennesker og hele tiden følge op på, hvordan udviklingen og partnerskabet forløb. Bandakademiets folk er rummelige og fagkyndige og det har betydet meget for en gruppe som IGNUG.”
◀︎ HUNCH BETTORS
Hunch Bettors er et ungt band fra Holstebro, der spiller en art melankolsk nordisk folk. De imponerede på Spot Festival og har ligget nummer ét på Det Elektriske Barometer med nummeret ’Nothing But Green Lights’. Hunch Bettors fik blandt andet hjælp af coach, musiker og kritiker Henrik Marstal, som gav bandet en række redskaber til at optimere deres performance. For at opnå et bedre kendskab til musikbranchens mange smutveje og faldgrupper indgik Hunch Bettors i et forløb med pladeselskabsejer, manager og booker Jim Q. Holm. Hunch Bettors er sidenhen sat på pause.
◀︎ MESCALIN, BABY
Mescalin, Baby arbejdede sig op fra undergrunden med deres særegne blanding af rock n’ roll og sydstatscountry og kunne i 2010 kalde sig for vinder af KarriereKanonen. Inden Mescalin, Baby udgav deres debutplade, satte Bandakademiet et samarbejde op med musiker, producer og pladeselskabsejer Nikolaj Nørlund for at optimere deres materiale i præproduktion. Bandet har fra starten haft en plan om selv at udgive deres musik, så det var vigtigt, at de blev klædt på til at kunne agere både pladeselskabsboss, sekretær, bankmand, A&R etc. Derudover har Bandakademiet i samarbejde med Mescalin, Baby indgået en aftale med kommunikationsbureauet Yourwaves, der skal hjælpe dem med at fundraise og skabe den fornødne PR i forbindelse med bandets fremtidige udgivelser og koncerter.